OOA’erne trækker i arbejdstøjet
Det står klart for OOA, at det kræver en stor folkelig mobilisering at omstøde beslutningen om atomkraft i Danmark, som i starten af 70’erne bliver bakket op af elselskaberne, majoriteten af forskere og af alle politiske partier med undtagelse af Venstresocialisterne.
I løbet af OOA's første leveår vokser organisationen sig større og større. Over hele landet skyder der lokalgrupper op, som arbejder for at mobilisere og oplyse lokalbefolkningen. OOA vokser hurtigt, da lokalgrupper kan dannes uden formaliteter, og man kan komme lige ind fra gaden og blive aktivist. Som det er tilfældet i mange andre af tidens politiske bevægelser, er strukturen flad og magten decentraliseret.
Til styrkelse af OOA i den offentlige debat dannes i løbet af 1974 endvidere en støttekomité med deltagelse af en række kendte videnskabsfolk, kulturpersoner og fagforeningsledere. Komiteen træder 12. november 1974 frem med en erklæring.
Nygaardsvej, Esbjerg
Atomkraftværkerne skal ifølge planerne strøs ud over hele landet, og udsigten til at blive nabo til et atomkraftværk får mange bekymrede lokalbeboere til at oprette OOA-lokalgrupper i alle egne af landet. Da antallet af lokalgrupper er på sit højeste i slutningen af 70’erne, er man oppe på omkring 250 fungerende grupper.
Lokalgrupperne har en udpræget grad af autonomi og finansierer deres aktiviteter ved hjælp af blandt andet støttekoncerter, donationer og salg af Atomkraft? Nej tak-mærker.
»OOA havde ikke medlemmer som sådan. Vi var inspirerede af miljøorganisationen NOAH. Man var aktiv, når man kom og lavede et stykke arbejde, og så var man med til at tage beslutninger. Og når man ikke arbejdede længere, var man ikke længere med til at træffe beslutninger,« fortæller OOA-aktivist og idékvinde bag solmærket, Anne Lund.
Bente Meillier, ansat på landssekretariatet 1976 til 1982
Den flade struktur og den store grad af selvbestemmelse giver aktivisterne mulighed for at prøve kræfter med nye ting, fortæller Bente Meillier, som kom med i OOA i 1976: »Det var en anden tid med større hierarki på arbejdspladsen og i samfundet, men i OOA kunne man komme ind fra gaden og blive kastet ud i alle mulige opgaver, som man ikke troede, at man havde en dyt forstand på. Det gav en utroligt stor drivkraft og sammenhold, og det betød, at mange voksede helt enormt både personligt og professionelt. Og de ting, vi lærte i OOA, er der mange, der har taget med sig i deres videre arbejdsliv.«
»De mange OOA-grupper landet over arbejder meget forskelligt, alt efter størrelse, beliggenhed og erfaring. Hen ad vejen opstår en lang række skrevne og uskrevne regler, som kan være lidt indviklede at finde rundt i, når man kommer som ny i en stor organisation med flad struktur og stor grad af selvbestemmelse. Men hvor der også er en lang række vedtagne fælles bestemmelser, som alle skal rette sig efter. Derfor udarbejdes pamfletten Den lille OOA’er, hvor man kan læse om OOA's opbygning, praksis og historie,« fortæller Bente Meillier.
Landsmøder
De store linjer og overordnede rammer for OOA vedtages på landsmøder og seminarer 3-5 gange årligt, og selvom der kan være store uenigheder, forsøger man at undgå at sende beslutninger til afstemning. Mellem landsmøderne er OOA's Internblad forum for idéudveksling. Redaktion og udsendelse går på skift mellem de større lokalgrupper.
Lars Ole Andersen, ansat i OOA fra 1977 til 1981
»På landsmødet, hvor større energipolitiske spørgsmål blev drøftet og vedtaget, kan jeg ikke huske at have oplevet en afstemning. Her blev tingene drøftet, til man nåede frem til en passende løsning. Man kunne nogle gange bede om ”klap-tilkendegivelser” for at vejre, hvordan stemningen var. Man kunne også henlægge en afgørelse eller en løsning af et problem til en arbejdsgruppe eller til landssekretariatet.«
Bred folkelig oplysning
»Det, der især gjorde det utroligt inspirerende at arbejde i sådan en organisation, var de mange frivillige, der kom og deltog i arbejdsgrupper og skrev artikler og notater, lavede baggrunds- og dokumentationsmaterialer om energipolitik, inviterede forskere fra udlandet til at holde foredrag eller lagde et par timers arbejde i butikken, i biblioteket eller i trykkeriet.
De, der bidrog med deres arbejdskraft, kunne være ansatte andre steder eller være studerende, arbejdsløse, husmødre, husfædre eller pensionister. Det var inspirerende, at det var mennesker med mange forskellige politiske holdninger, der deltog i dette arbejde,« fortæller Lars Ole Andersen.
Alice Stewart, britisk forsker med speciale i stråling.
OOA inviterer en række internationale forskere i atomfysik til at deltage i oplysningsarrangementer.
OOA iværksætter undersøgelser af atomkraftværkernes sikkerhed og håndteringen af det radioaktive affald. Samtidig skal der udarbejdes modviden til regeringens og elværkernes insisteren på, at atomkraften er den bedste løsning på energiforsyningskrisen.
Som grundlæggende princip holder OOA sig fri af partipolitik, for man mener, at atomkraftspørgsmålet er for vigtigt til bare at blive rubriceret som en venstrefløjssag. OOA’s økonomi hviler ikke på store donationer eller offentlige tilskud, men bliver båret af bidrag fra efterhånden mange tusinde enkeltpersoner.
Vedvarende energi
For at fokusere sin energi på atomkraftspørgsmålet vælger OOA i 1976 i samarbejde med en gruppe energiforskere at danne søsterorganisationen OVE (Organisationen for Vedvarende Energi), som skal arbejde for at fremme udviklingen og udbredelsen af den vedvarende energi: »Det viste sig ret hurtigt, at OOA ikke havde kræfter til – oven i sliddet med at bremse en atomkraftbeslutning – også at være drivkraft og spydspids for vedvarende energi. OVE havde fokus på vedvarende energi i praksis og samarbejdede med iværksættere rundt omkring i landet. Det kunne såmænd også være folk, som ikke nødvendigvis var modstandere af atomkraft,« fortæller Siegfried Christiansen.
Nørregade 47, Aarhus
Studsgade 46, Aarhus
Energikontorer
For at fremme vedvarende energi i politik og praksis opretter OOA en række energikontorer. Udover oplysningsaktiviteter tilbyder man rådgivning om vedvarende energi. Først kommer Energikontoret i Aarhus i 1976. Året efter følger Energikontoret i Aalborg.
Nørregade 17, Aarhus
Trykkerigruppen i Aarhus
Aktion for AE-83 i Aarhus
Energicafeen Kongensgade 17, Esbjerg
Udstilling i Esbjerg
Energikontoret i Aalborg
Koncert med Trille i Esbjerg
Energibussen
OOA’s butikker i de største byer støtter lokalgrupperne med materialer og gode råd, men der er også behov for at komme ud i landområderne og fremme oprettelsen af ny lokale aktivistgrupper.
Derfor får Henning Refsgård fra OOA Aarhus ideen til et rullende energi- og kampagnekontor. Der bliver rekrutteret en gruppe af bus-entusiaster og nye aktivister med stort kørekort og mekanisk sans, og OOA erhverver sig i 1978 en gammel Trambus fra Aarhus Sporveje, som bliver shinet op og læsset med oplysningsmateriale og solmærker.
Jesper Carlsen, OOA-aktivist fra 1975
»Den gamle, charmerende bybus var genial til OOA's kampagner. Den var med sit spektakulære ydre en magnet for nysgerrige og ikke mindst for pressedækning. En folkelig og uhøjtidelig samtalestarter, måske på grænsen til det flippede, men ladet med plancher, kampagnestof og grundigere litteratur. Den appellerede naturligvis mest til unge mennesker og ligesindede, der gerne ville 'opdateres' og hænge ud. Men mange skeptikere fandt også vej til bagperronen og trak med ind for at diskutere plancherne. Og vejen til befolkningens overbevisning om et muligt realistisk alternativ til atomkraft var en proces over 10 år, hvor mange virkemidler gjaldt, ikke mindst humor og selvironi.«
»Bevægelsens styrke var folkelighed og dialogen med manden på gaden om et emne, de fleste ikke ville skænke en tanke,« siger Jesper Carlsen.
»Vi kunne stoppe op og på 10 minutter skabe liv med musik eller teateroptrin i gaden,« siger Jesper Carlsen.
»Energibussen udstillede hidtil ukendte fænomener som solfangere, solcelledrevne apparater, vindmøllemodeller og atomaffaldstønder. Blandt andet dette strygejern blev brugt som en humoristisk demonstration af energiformernes kombinationsmuligheder. Det var en storslået samtalestarter,« fortæller Jesper Carlsen.
Landssekretariatet
Landssekretariatet i København er knudepunktet for OOA’s mangeartede aktiviteter. Her står man for den landsdækkende koordinering, kontakt til lokalgrupper, distribution af kampagnematerialer og solmærker, kontakt til presse, forskere, politikere, embedsmænd og udenlandske organisationer.
Landssekretariatet er et af de få steder i OOA, hvor der er ansatte. Det er nødvendigt med ansatte for at sikre en vis kontinuitet, fortæller Bente Meillier. »Vi havde mange spændende, men sandelig også mange "kedelige opgaver", for eksempel holde styr på alle kartotekerne og økonomien. Landssekretariatet husede også OOA’s bibliotek, og det var et sisyfosarbejde uden lige at holde orden i det.«
Bente Meillier husker lugten af støv og papirer og lyden af kimende telefoner, når hun tænker tilbage på landssekretariatet: »Vi havde tre telefoner, der kimede uafbrudt, og folk, der kom ind og ud af døren. Jeg tror ikke, man kan sige, at der var hyggeligt. Der var ikke tid til at nusse om stedet, for det var arbejdet, der var i centrum, hele tiden. I nogle perioder kunne der være mere roligt, men når vi var i gang med at arrangere kampagner eller demonstrationer, var der tryk på.«
»I starten skrev vi på stencils, som er et par stykker papir med kalkerpapir imellem, og så sidder man med rødt rettelak, hver gang man har lavet en fejl. Bagefter blev det trykt på en lille trykkemaskine. Så det var et fantastisk fremskridt, da vi fik et par skrivemaskiner med indbygget slettebånd og en stor kopimaskine.«
»Når vi skulle pakke store postudsendelser, f.eks. til lokalgrupperne eller støttekredsen, lagde vi alle papirerne i nøje rækkefølge på et stort bord, og så løb man efter hinanden rundt og rundt om bordet som en flok hamstere og pakkede et brev ad gangen. Så mange som muligt deltog, så vi kunne få det overstået. Det var et stort og tidskrævende arbejde, så man kunne nå at grine og udvikle mange ideer undervejs. Der var et forum for, at man kunne tænke højt sammen, og det var i orden at flippe ud. For de bedste kampagner kom tit ud af de mest vilde idéer.«
OOA's økonomi
OOA modtager ikke offentlige tilskud. Pengene til OOA's arbejde kommer helt overvejende i form af frivillige bidrag og gaver fra mange mennesker landet over, herunder fra OOA's støttekreds. OOA foretager landsindsamlinger til kampagner og tjener også penge på salg af solmærker og kampagnematerialer. Du kan læse mere om økonomien i 'Den lille OOA'er'.
OOA opretter i 1977 en garantifond, som står for at dække organisationens faste udgifter til husleje, lønninger, energikontorer og energibussen. OOA's garantifond er baseret på bidrag fra private, som udgør en vigtig del af OOA's økonomiske fundament.
